
Kontaktperson for udenlandske højskoleelever?
RHEs Venner og Rønde Højskole inviterer til informationsaften om, hvordan vi som naboer og venner til Rønde Højskole kan bidrage til at optimere de udenlandske elevers udbytte af opholdet. Hvordan skaber vi tættere kontakt? Hvad skal der til? Man kommer langt over en kop kaffe i hjemmet eller en gåtur i de smukke skove, som giver rum til reflektioner og samtale om danske traditioner og værdier.
Mød eleverne
Til informationsmødet deltager de internationale elever, der fortæller om deres egen baggrund, og her kan man også melde sig som kontaktperson for en eller flere elever, hvis man har lyst til det. På mødet medvirker også højskolelærer Kirsten Pedersen, der til daglig er skolens koordinator for de udenlandske elever, samt Karen Andreasen og Jane Christiansen fra RHEs Venners bestyrelse.
På Rønde Højskole er der på skolens p.t. 14 udenlandske elever fra så forskellige lande som Letland, USA, Brasilien, Colombia, Italien, Island, Japan, Ukraine og Tyskland. Alle eleverne går på højskolen frem til jul, og de kan gøre sig forståelige på engelsk og modtager også danskundervisning.
Tilmelding er ikke nødvendig
Er det noget for dig? Så mød op på højskolen til vores informationsmøde d. 7/9 kl. 19. Tilmelding er ikke nødvendig.